Kolding Manifestet - Indledning

Situationsrapport fra en samtale om teknologi, demokrati og bæredygtighed

D. 3.- 5. oktober 1997 var vi samlet godt hundrede mennesker på Kolding Højskole under overskriften:

Skal tumperne redde verden, når nu de kloge ikke vil?

Det år, hvor Mariager Fjord afgik ved døden, hvor Limfjorden nøjedes med at dø 30%, hvor Danmarks CO₂ udslip steg med 23%.

Samtidig proklamerede regeringen sit mål: en fordobling af godstransporten med bil på 10 år, en forbrugsudvidelse på 40%.

Med dette manifest vil vi formulere en kritik af og sætte nogle mål for en samfundsudvikling, som ethvert sansende og tænkende menneske kan være enig i er ønskelig og nødvendig - også selv om den kaldes umulig.

Der må altså, hvad indholdet angår, blive tale om selvfølgeligheder, og det er meningen.

Tilbage til selvfølgelighederne og den sunde fornuft.
Det er udfordringen!

Der er brug for et radikalt brud med vores måde at tænke fremskridt på, vores måde at vide på og vores hele måde at leve og organisere på. Tumperne må til, stille og roligt, for nu har de kloge gjort skade nok. For at komme fremad må vi tilbage til nogle indsigter, dyder og teknologier som er blevet opslugt i pengemalstrømmens kværn.

Det manifeste i dette manifest består ikke i voldsomme paroler, men i standpunkternes uomgængelighed og delvise generalitet. Diskussionen og midlerne henvises til en kommende snak, en snak som kun giver mening, hvis den finder sted blandt folk, som har eller vil magten til at styre - folkestyre. Det politiske spillerum må generobres. Det er på tide at genintroducere den politiske politiker. Hvad angår nødvendighederne, selvfølgelighederne og vilkårene for det gode og det onde samt respekten for den jævne fornuft, den folkelige styreform og ekspertvældets forbandelse er vi ubøjelige.

Manifestet har ikke været sat til afstemning, og det er følgelig heller ikke vedtaget. Det er heller ikke nogen enkeltpersons værk. Det er en situationsrapport - et snit gennem en mangfoldig samtale, der har været i gang længe, som langt fra er færdig. Manifestet er sammenskrevet af en arbejdsgruppe - ingen nævnt ingen glemt - og det blev offentliggjort på Netværkets seminar og årsmøde ‘Økologi mellem humor og alvor’ d. 23.- 25. januar 1998 på Snoghøj Folkehøjskole.

Tak til Den Grønne Fond og Græsrodsfonden for økonomisk støtte og tak til Per Marquard Otzen fra Dagbladet Information for tegningerne.

Til støtte for den videre diskussion ligger der på Øko-net’s hjemmeside på Internet-adressen www.eco-net.dk forslag til supplerende litteratur. Yderligere forslag modtages gerne.

Lars Myrthu-Nielsen
sekretariatsleder
Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis

Vi betragter følgende som selvindlysende kendsgerninger:

Jorden er af begrænset størrelse, og det alene begrunder, at der er grænser for, hvad man kan byde den.

Mennesket er et biologisk, et kulturelt og et socialt væsen, og det alene begrunder, at der er grænser for, hvad man kan byde det.

Mennesker har ret til at søge lykken, men ikke ret til at ødelægge jorden.

Mennesket er en del af biosfæren, og biosfæren er menneskets forudsætning. Vi har alene magten til at destruere den, - det giver ikke retten.

At forbedre naturen er hinsides menneskets rækkevidde. Vi må nøjes med at leve i den, af den og med den. Det sidste er et krav.

Den stadige produktions- og produktivitetsudvidelse i lande, hvor forbruget allerede er for stort, er den væsentligste årsag til den voksende trussel mod jorden.

Det vil kræve syv jordkloder mere, hvis den fattige del af verden skal have et materielt forbrug som den rige verdens i dag. Det finder vi ikke realistisk.

Overalt viger hensyn og rettigheder knyttet til naturen og det menneskelige liv for en global og regelsat grænseløshed for pengene og pengenes administratorer.

Social og kulturel armod i den rige verden er snævert knyttet sammen med produktivitetsudvidelserne, den globale økonomi, pengenesgrundlæggende frihedsrettigheder og demokratiets forfald.

Kun et konsekvent demokrati formår at håndtere disse overordnede sammenhænge, frem for alt misforholdet mellem den økonomiske magt og den sunde fornuft.

Vores måde at producere viden på er nu blevet så fragmenteret, at den producerer massiv uvidenhed, ikke-viden og regulær dumhed.

Respekten for snusfornuften skal genoprettes, den erfaringsbaserede viden rehabiliteres, og ekspertviden reduceres til det den er: teknikaliteter.

De moderne teknologier er nu blevet så komplicerede og så store, at ingen menneskelige systemer, endsige mennesker, kan administrere de nye risici.

Der ér forskel på, om et mejeri eller et atomkraftværk går i stykker. Der skal udvikles teknologier, som fører os tilbage til håndterlige former for risici.

Der skal udvikles teknologier, som tillader og kalder på demokratiske forvaltningsformer.

Disse fundamentale forhold ligger ikke inden for rammerne af det normale politiske handlerum, men må, med en vis forsigtighed, betragtes som absolutter, - kun midlerne er til diskussion.

Den diskussion vil udspænde sig fra en mangfoldighed af positioner, som ikke står tilbage for det nuværende politiske spektrum.

Litteraturliste:

Tilbage

Frem