Oplysning, udvikling og demokrati

I den fattige verden vokser befolkningstallet stadigt eksplosivt, af biologiske og sociale årsager, af gode grunde.

I den rige verden har vi etableret en økonomi som skal vokse eksponetielt, af finansielle og politiske årsager, af meget dårlige grunde.

Den rige verden bombarderer den fattige med æter-båren propaganda for den rige livsstil. De fattige kender billederne af bil, video og højt energiforbrug, - og sådan vil de også leve. Den proces er sat igang, og de billeder står ikke til at fjerne.

At komme videre derfra forudsætter et oplysningsprojekt, et udviklingsprojekt og et demokratiprojekt af gigantisk omfang. Størst er måske oplysningsprojektet. Det indebærer, at de mennesker skal forstå, at alt, hvad de gennem fjernsynet modtager fra den rige verden er løgn. Udviklingsprojektet indebærer en konsekvent satsning på rimelige teknologier inden for landbrug og inden for den industri, som er helt nødvendig for at skaffe den produktion, der skal sikre den materielle tryghed. Lykke er, at vi kun kender tre effektive midler til at nedbringe befolkningsvæksten: materiel tryghed, skolegang og kvindefrigørelse. Demokratiprojektet er lige så snævert knyttet til trygheden, det er forudsætningen for godernes rimelige fordeling og ressourcernes bæredygtige forvaltning.

Væksten i den rige verden er alene betinget af grådighed, men nødvendiggjort af strukturel nødvendighed. Det gør nøjsomhed til en uansvarlig handling. Vi har valgt en økonomi, som bryder sammen, hvis den ikke vokser. Det valg må gøres om. Forbruget skal ned, MacDonaldiseringen stoppes, kvalitet og mening udfylde tomrummet af fut-mad og fut-kultur. Det kræver teknologier og organisationsformer, som vi kan finde rundt i, og hvor konsekvenserne af vores handlinger er synlige.

En politisk dobbeltbevægelse - frem og tilbage

Etableringen af sande og nødvendige fremskridt vil være en kombination af to bevægelser - fremad og tilbage.

Fremad - mod nye rimelige teknologier, teknologier hvor energiforbrug og vold erstattes af indsigt, samspil med naturen og snilde. Teknologier, og en økonomi, hvor effektiv ressourceudnyttelse betyder, at der ud af en given ressource etableres så megen menneskelig indsats som muligt, ikke så lidt som muligt. Kommunismens og kapitalismens fælles stupide jagt på den såkaldt ‘stordriftsfordel’ må erstattes af skønsomhed og nytte.

Tilbage - til produktioner hvor naturens indlejrede viden, og håndværkets erfaringsbaserede indsigt genrespekteres. Tilbage til en kultur, der tager sit udgangspunkt i livets gang og produktionen, ikke i forbruget. Tilbage fra overforbrug til forbrug, fra MacDonaldisering til mangfoldighed, fra underholdning til holdning, fra masseproduceret idioti til meningsfuld munterhed.

Fri os fra overanstrengelsen
Når det gælder den samfundsmæssige ledelse af det samfund, som kalder sig et forbrugersamfund, er den såkaldte ‘politiske forbruger’ en central figur. Så central at nogle, fortrinsvis politikere, forveksler forbrug med folkestyre og derfor nægter at styre. Det er så et folkestyre, hvor penge er magt, mange penge er meget magt, og overforbrug er overmagt. Det systems fortalere taler om pengeseddelen som den vigtigste stemmeseddel.

Skal den demokratiske tanke gentænkes, så den ikke alene kan forholde sig til mennesket som ubegrænset frit og al tings mål, men også til naturen og det nødvendige, så kræver det, at vi forholder os ikke kun til det idémæssige, men til rammebetingelserne, og de er af naturmæssig, økonomisk og teknologisk art. Den bredde kræver sans for det specifikke, for det kvalitative og for forskelle.

Man kan ikke styre en hest på samme måde som en traktor, man kan ikke styre naturen som var den mekanik, og man kan ikke styre et teater på samme måde som et skibsværft. Der må skønsomhed til, og den har kun de med fingrene i salaten.

I et land hvor udtrykket "at stemme efter hoveder, ikke efter høveder" indtil for nylig var folkeskoleviden, burde det være muligt at sætte en anden dagsorden. En dagsorden, hvor demokrati er folkestyre, og som noget nyt, en udvikling hvor fornuft ikke altid er henvist til modvind, og op ad bakke. En udvikling, hvor tingene i langt højere grad går den rigtige vej af sig selv, og hvor man ikke er henvist til at gå rundt i permanent overanstrengthed som bevidst politisk forbruger. Hvor vi kan tillade os bare at købe ind, når vi køber ind. Hvor valget mellem mælk og mælk er et valg på pris og smag, og ikke et valg som involverer grundvand, sædkvalitet, havmiljø, ozonhul og fremtidige generationers klima og havniveau - på den anden side af jorden. Hvor man ind imellem kan tillade sig at være ligeglad, uden at sætte verden på højkant, og hvor man som et minimum skal yde en speciel og bevidst indsats, hvis man mener at pesticidindholdet i grundvandet er for lavt.
Så skal man bede om pesticidmælk, P-mælk.
Aktivt. Og betale for det. Ekstra.
Hvis vi da ikke har valgt at udelukke den mulighed helt. Besluttet at styre på almindelig folkelig vis - folkestyre.

Al magt til tumperne
Tumper er ikke asketiske hvad magt angår, - men de afskyr den. Kun den politiske politiker kan gen-politisere politikken. Hu-hej, råbte Klods-Hans, og smask der sad det dejligste pludder lige i fjæsene på generaldirektørerne, managementfolkene og konsulenterne - og statsmandsministeren med.