Ansvarlig økonomi

Forudsætningen for denne manøvre er en fælles målestok. Noget som kan sammenligne fordele og ulemper: Penge. Miljø-økonomi hedder det, og det sætter pris på lærkesang, på sygdom, på tab af landbrugsjord og på død. Altså ‘pris’ og ikke ‘pris på’. Tabet ved sygdom og død opgøres som udgifterne ved behandling (her er død billigst) eller tab ved mistede arbejdsdage. Det betyder, at jo lavere løn og jo ringere uddannelse, jo mindre tab. Det er simpelt nok, og den videnskabelige baggrund for udsagnet:
"Afrika er underforurenet".

Værre er det med mere ikke-omsættelige størrelser, lærkesang, kultur, etik. Men også det klarer økonomerne, men tankegangen er syg. Den baserer sig på den påstand, at de ting er mest værd, som flest vil betale mest for. Mols Bjerge fx er meget værd, det er undersøgt, mens Amager Fælled intet er værd, det er også undersøgt. Det er fordi, at den tyske turist, på tur i Mols Bjerge, på spørgsmålet "hvad ville du betale for at gå her i Mols Bjerge, hvis der var entré", svarer: "et vist antal kroner", mens københavnerne spørger, om økonomen med skemaet er tosset: "Ikke en krone, Fælleden er sgu da vores". Så meget for teknikken i den sag. Indholdet er værre. Tingene får jo ikke deres værdi gennem den pris, vi vil betale, men gennem hvad de gør ved og for os. Mols Bjerge og folkebiblioteker er mest værd for den uregerlige knægt, som er villig til at betale en tier for at blive fri for at komme der, og den påstand forudsætter et ganske andet værdibegreb end økonomens. Forudsat at vi overhovedet har et værdibegreb. Et værdibegreb, hvor man er tumpet nok til at turde sige, at dette er godt og hint skidt. Tør sige, at den knægt altså vil have godt af at gå en tur i Mols Bjerge eller aflægge et folkebibliotek et besøg.

Den slags er ren Klods Hans og langt hinsides markedets fatteevne. Alligevel, eller netop derfor, er det den slags domme, som skal ligge til grund, før vi kan tillade nogen som helst form for økonomitænkning at udfolde sig.

Nogen har fordel af at ødelægge
Stordriftsfordel kalder man det, når antallet af danske landbrug falder, for tiden med 11 om dagen. Fordel for hvem ?

Spørgsmålet er vigtigt. Når tingene går galt, er det faktisk fordi der er nogle der har fordel af det. De store(be)drifter givetvis. Det er politisk besluttet, at antallet af danske landbrug skal ned på omkring 10.000 - af hensyn til stordriftsfordelen. Den udvikling har mange sideeffekter. Bl.a. betyder den overførsel af mennesker fra landbrugserhvervet, den gruppe, som har den laveste dødelighed i landet, til gruppen af ufaglærte, som er den gruppe, der har den højeste!

En overførsel siden krigen af mindst 200.000 mennesker fra gruppen med den laveste dødelighed til gruppen med den højeste! Har den økonomiske vismand, som i denne sag står for recitationen af stordriftens evangelium, mon i sin vismandsdom regnet det med til stordriftens fordele ? Eller stordriftens belastning af vores grundvand, eller kemobøndernes faldende sædkvalitet, eller det medicinerede foder og de resistente bakterier i stordriftens svinehold ?
Det har han ikke.

Har så den minister, som gav vismanden titlen og opgaven, regnet det med, - det kunne jo med nogen rimelighed betragtes som et politisk anliggende, når det nu åbenbart ikke er et økonomisk. Heller ikke. Hans opgave er via de økonomiske kræfter, at sætte de politiske ud af kraft. Stordrift og ensidighed er resultatet.

Inden for Danmarks Radio vil managementmanden i toppen nu sammenlægge alle redaktioner, radio og TV, til én. "Der er en stordriftsfordel ved kun at sende én journalist", siger managementmanden på vegne af et fag som engang anså flersidighed for en dyd.

Uansvarlige penge - og ansvarlige
Også økonomien er forurenet. Med renten som både pesticid og kunstgødning presses økonomi og mennesker. At finde hen til det største afkast og den mest brutale produktion, det klarer pengene helt selv. Derfor høvler tusinder af milliarder penge kloden rundt hver dag, på jagt efter mer. Efter flere penge. Kæmpekoncerner bryder internationale love, får lov, bevidst og rimeligt nok, da indgreb ville medføre massearbejdsløshed, social uro, borgerkrig og nationale kollaps. Nationalt bakser banker rundt med administration og politik. Vi kan ikke gennemskue, hvad der foregår. Pengene er blevet for store, for komplicerede, selv opkrævning af bilafgifter er for vanskelig. Resultatet er evindelige sager, hvor embedsmænd politiserer, politikere reduceres til embedsmænd, folketinget optræder som dommer, og jurister får forbud mod at drage juridiske konklusioner. Folkestyre og forvaltningsskik segner under kompleksiteten.

At finde hen til den størte nytte og ansvarlighed det kræver derimod skønsomhed og beslutninger - og organer, som kan beslutte, demokratiske organer. Det kræver et fællesskab at kunne sige: Vi ønsker vores pensions- og sparepenge her i denne virksomhed med det mindre afkast, for så kan vi også beholde vores skole. Vi ønsker vores pensions- og sparepenge i dette landbrug, for så undgår vi pesticider i vores grundvand. Sådanne fællesskaber skal etableres i form af andelskasser, lokale sparekasser, lokale kontrakter vedrørende pensionsmidler og grundvand. Det tumpede er, at sådan er der allerede folk der arbejder, og der var mange, for ikke så frygteligt længe siden. Vi står overfor et konstruktivt tilbagetog. Det er ikke et spørgsmål, om det kan lade sig gøre. Det er et spørgsmål om at gøre - og så forhindre de, som vil den modsatte udvikling, i at gøre deres. Økonomien skal strukturelt beskæres. Vi skal tilbage til små lokale penge med ansvarlighed og engagement, og af en størrelse, hvor plat og underslæb er til at håndtere - som kan gå rabundus uden at trække hele ø-riger med sig.

To slags vækst
Alt vokser. Planter vokser, dyr vokser og mennesker vokser, - og økonomi vokser. Det har forledt nogle til at tro, at plantens vækst og økonomiens er beslægtede fænomener. Det er de ikke, de er absolutte modsætninger. For levende organismer gælder, at når de er voksne, så holder de op med at vokse. De vokser til et mål er nået, evnen til at sætte nyt liv i verden. Derefter er vækst, ofte på den gale led, af det onde. For økonomien, sådan som vi har indrettet den, er vækst en tvang, og økonomiens vækst en funktion af økonomien selv, selvrefererende, lige ind i sammenbruddet. Den organiske vækst relaterer sig til sin omverden.
Regnskoven rummer ingen vækst, selv om alt i regnskoven vokser frodigere og vildere end noget andet, vi kender. Gennem en historisk udvikling er væksten gradvist blevet minimeret og erstattet med et system af specialister, en mangfoldighed af funktioner, i en dynamisk balance. At det system er uhyre effektivt burde måske interessere økonomer.

Vinderen er ikke altid den bedste
I konkurrence-sport konkurrerer man, rimeligt nok. Udkommet af konkurrencen er en vinder, som vi med sikker logik kalder den bedste. Det giver en simpel mening, og det har forstyrret hovederne på de økonomiske teoretikere. De tror, at det samme gælder for det økonomiske liv. Tror, at den økonomiske konkurrence medfører, at det bedste hele tiden vinder. Det er ikke tilfældet - så langt fra endda.

Når plovskæret i gammel tid blev udviklet til perfektion, så skyldes det ikke konkurrence mellem pløjemændene, men det daglige arbejde med plov og jord. Erfaringsbaseret viden, opstået gennem en dialog mellem værktøj, menneske og genstand, fører til stadig optimering.

Med pengeøkonomien sker der noget nyt. Et skifte fra optimering, til maximering. Konkurrencen forringer, og med konkurrencens installation som religion er den blevet forringelsernes legitimering. Årtier før kultur blev til underholdning, TV reklamebåret og børn et mål for markedsføring vidste man, at konkurrence på medieområdet ville føre til lavere og lavere kvalitet, - hvilket selvfølgelig forudsætter at man har et andet kvalitetsbegreb end mængde, hvad man havde. Man havde nogle værdier at basere den dom på. Det har økonomien, og moderne politikere ikke.

Nu vil man tage et år mere af børnenes barndom. Af hensyn til den internationale konkurrence. Grundvand, mad og sædkvalitet gøres ringere og ringere - af hensyn til konkurrencen, og der investeres kolossale summer i at få såvel nødvendigt som overflødigt arbejde udført af færre og færre. Flere og flere må på overførselsindkomst - af hensyn til konkurrencen, og det er af hensyn til konkurrencen, at vi fortsat hælder antibiotika i raske smågrise.

Samfundsmæssige kontrakter eller konkurrence
Selve begrebet konkurrence har skiftet karakter. Fra at være noget som gjorde ting bedre, mere effektivt, billigere, er konkurrencen idag argumentet for alle alvorlige forringelser af liv, omgivelser og fremtid.

At de store teknologier udkonkurrerer de små er ikke udtryk for, at de store er bedre. Så langt fra. Det ligger i selve konkurrencens natur. Den favoriserer den, der er mest brutal, mest enøjet, den som i størst omfang er i stand til at sende regningen videre til næste generation. At finde de bedste løsninger kræver helt andre metoder. Det kræver dialog. Dialog mellem de, der udfører en given handling, og de, som handlingen har konsekvenser for: mennesker, nulevende og ufødte, og naturen. En papkyllingeproducerende salmonellafarm er ikke bedre i nogen som helst forstand. Og en ensidig pesticidplantage med æbler er ikke bedre i nogen som helst forstand. Bedre, det er de æbleplantager, hvor hønsene har overtaget bekæmpelsen af ukrudt og insekter samt leverancen af gødning. Her er dialogen mellem høns, træer og producent etableret, - det kræver landmandsviden.

Vi kræver et nyt forhold til konkurrence. Konkurrencen skal, hvor den ødelægger, erstattes af samfundsmæssige kontrakter. Sådanne må udmøntes på mange niveauer, og det forudsætter organer, som kan indgå i sådanne. Det kræver snak, snak om hvordan vi ønsker at indrette os, sådan som man har besluttet, hver gang, det gik fremad i Danmark.

Det er konkurrencen, der har lukket 100.000 landbrug siden krigen, og som fortsat lukker 11 om dagen. Vinderne kender vi, de nye herremænd. I Thy er en gårdslagter oppe på 49 ejendomme. Og de bruger pesticider. Alle bruger pesticider, undtagen de økologiske tumper. For uden pesticider kan de ikke forrente deres ejendom, siger de, som om de tror, at de selv ejer jorden og grundvandet med. Men hvis de ikke kan forrente deres ‘ejendom’ uden pesticider, så er det vel fordi, de har købt den (dem) for dyrt, og så er tiden vel inde til at lave en aftale: Når de engang skal sælge deres ,’ejendomme’, så sælger de dem så billigt, at efterfølgeren kan forrente dem uden pesticider. Aftaler simpelthen med ejendomsmægleren, at han selvfølgelig skal sælge den jord med tilhørende regn- og grundvand, så billigt som muligt, og i hvert fald 15 % billigere end markedsprisen - nok til at droppe pesticiderne. Af lidt større samfundsmæssige kontrakter kunne vi snakke andelsbrug, jordrente, fælleseje. En ny udstykningsbevægelse, det har altid været en succes, og høj fødevarekvalitet.

Kvalitet Rundt om i ambassader og kejserpaladser står danske møbler, som med rette regnes for de ypperste i verden. De møbler er lavet, ikke til kejsere og ambassadører, men ud fra en tumpet demokratisk drøm om kvalitet, formidlet gennem noget så tumpet som brugsforeningerne. Kvalitet til folk. Til folket. Af folk, som ikke tog imod ordre fra noget marked, og som ikke gik på kompromis med materialer, æstetik eller håndværk. Folk, som tiltog sig den højrøvede position at vide bedre om det, de kendte til, hvilket er forudsætningen for ethvert demokrati. Nogle mener, at det er demokrati - også nogle politikere.  Det er det ikke, det er business og medløberi, og det er noget andet. Demokrati forudsætter, at alle gør sit bedste og ikke går på kompromis. Det gælder også trafikministre - og politikere (for hvem det faktisk er indfældet i grundloven). Kun derved opnås den kvalitet, som sikrer vores sans for kvaliteten, og det kunne jo gælde også vores forhold til naturen. I ‘Nattergalen’ foretrækker kejseren den kunstige nattergal. Først på dødslejet hvor den naturlige nattergal synger ham tilbage til livet, indser han sin fejltagelse. Den naturlige nattergal ér bedre. Naturen er bedre. Naturen er faktisk god, og det har sine meget simple grunde. Den er lavet sådan. Enhver organisme er fremstillet af naturen, i naturen og til naturen, men frem for alt til hinanden. Det er ikke alene godhed, det er ren kærlighed af en art, som ikke lader sig hænge op på noget kors. Sådan set kan det ikke gøres bedre.

Den demokratiske bund og den mafiøse top
Demokratiet bygger på den tumpede ide, at almindelige mennesker kan styre sig selv og samfundet. Det kan vi ikke mere. Vi vokser ikke længere med opgaverne, hverken som demokrati, politik eller mennesker. Tvært imod. Vi bliver mindre, både relativt og absolut. Det forhold har et teknologisk element. Kemiske forbindelser produceres 100 gange hurtigere end konsekvenserne kan vurderes, og det misforhold vokser eksponentielt. Konsekvenserne af de teknologier, vi selv skaber, vokser hurtigere end vores viden kan følge med.Vi bliver mindre, relativt.

Vi bliver det også absolut, og det har demokratiske konsekvenser. De rigtig kloge er nemlig kloge nok til at holde sig langt fra den politik, som alligevel er blevet alt for lille i forhold til den teknologiudvikling, som den selv pacer frem. De sender i stedet sprællemændene og holder sig alene til produktion og penge. Sprællemændene skal så sørge for vilkår, og det vil på en række områder sige ‘gøre ingenting’. Sørge for at demokratiet demonteres så meget, at penge og teknologi får frit løb, og så lidt, at ikke alt for mange opdager det alt for hurtigt.

I bunden af dansk landbrug er der mennesker, som bruger deres egne penge på at udvikle produktioner, som ikke forurener andre menneskers og kommende generationers grundvand. Tumper, som risikerer både udkomme og bolig for at finde nye bæredygtige produktionsformer. I toppen af dansk landbrug sidder der mennesker, som i fuldt alvor kræver erstatning, hvis ikke de må forurene vores grundvand. Det hedder beskyttelsespenge, og er en mafiøs opfindelse. Man afkræver købmanden penge for ikke at smadre hans forretning. Der er dansk landbrugs top, og det på et tidspunkt, hvor stort set enhver større virksomhed taler om ansvar og etik. Selv Shell lægger ud med en menneskeretspolitik og en politik på miljøområdet. Tvunget dertil, ikke politisk, men af den politiske forbruger. Tilbage står dansk landbrugs top som snart den eneste koncernledelse, der insisterer på ansvarsfrihed. Det lader sig selvfølgelig kun gøre, hvor der ingen moral er tilbage.

I bunden af dansk politik knokles der. Danskerne er demokrater, og de stiller op med en tumpet forestilling om, at i et folkestyre er det folket, der styrer. Valgt bliver dem vi vælger, og ved dem næres fortsat håbet om den demokratiske mulighed.

I toppen af dansk politik arbejdes der målrettet på at tømme folkestyret for indhold. Folkestyre kaldes statsstyre, og det er ikke venligt ment, mens markedet kaldes demokrati. Den top når kun de, der vælger magten fra, hvilket ofte vil sige, ikke gøre noget som helst for at sikre økonomiens dominans. Bliver sprællemænd. Det lader sig selvfølgelig kun gøre, hvor der ingen politik er tilbage. Skylden lægger man fra sig. Det er forbrugerens, siger man og gør det samtidigt vanskeligt for det, der i øjeblikket ligner den eneste redning: den politiske forbruger.

Og mens den politiske top afmonterer det politiske demokrati, så arbejder selv de mest hårdkogte private virksomheder med demokratiske målsætninger. Demokratiske ledelsesformer, til en vis grænse, og demokratiske målsætninger i forhold til markeder og menneskerettigheder, til en vis grænse. Tvunget dertil af den politiske forbruger.

Den politiske opprioritering af markedet på politikkens og folkestyrets bekostning har frisat kræfter, som nu fører teknologi og økonomi ud i det rene amokløb. Teknik og strukturer vokser i størrelse og kompleksitet hinsides vores kontrol. I vores klogskab har vi konstrueret en verden, som vi ikke er kloge nok til at forvalte, og derfor lader vi være.