Kolding Manifestet

Et atomkraftværk er ikke egnet til demokratisk styring og inviterer ikke til demokratiske organisationsformer. Vindmøller derimod lader sig med fordel administrere demokratisk. Fælleseje omkring produktionen af energi, mælk, flæsk og vand har gennem en lang tumpet periode af Danmarks historie resulteret i høj kvalitet, stor indtjening, billige priser og et levende folkestyre. Det er nu en saga blot. Sat på aktier og udbudt til salg sammen med råderetten. Stedt til hvile af eksperter, fri konkurrence og grådighed i dyb samdrægtighed. Den saga vil vi lære af.

Beslutninger er bløde. De kan gøres om, og de er påvirkelige af deres egne konsekvenser. Med teknologi er det anderledes. Én gang etableret, kan en teknologi ikke gøres u-gjort. Vi vil aldrig kunne glemme, hvordan man laver et atomkraftværk, aldrig kunne glemme, at det kan lade sig gøre.

Også rent fysisk er der forskel. Teknik er hårdt. Når den er der, er den ikke sådan at fjerne, og jo større og dyrere des vanskeligere. Det benytter man sig af i stadig stigende omfang. Ved hjælp af store og især dyre teknologier eliminerer man i stadig stigende grad muligheden for at ændre, fortryde, lave om, og det vil i sidste ende sige at lære af erfaringerne, blive klogere. Det er tydeligvis meningen, når megateknologier presses igennem mod folks vilje.

Motorvejene vil vi ikke have, hvis vi bliver spurgt, og heller ikke de store indkøbscentre. Og begge dele bruger vi, når først de er der,

- selvfølgelig. Derfor skal de ting bygges, uanset alt, for teknik af den størrelse, den river man ikke ned. Selv ikke når nu problemerne begynder at melde sig. De store urimelige teknologier er blevet et effektivt våben i kampen mod folkestyret.

Demokratiprojekt og oplysningsprojekt
Al historie er teknologiens historie, teknologihistorie. Det var dybt religiøse farmere, som befolkede Amerikas sydstater med sorte slaver, det var dampmaskinen, som gjorde slaverne fri. Er dampmaskinen så en rimelig teknologi og landbrug nu forkert ? Så enkelt er det ikke. Slaver eller pesticider, det er lige galt, bomuldsproduktionen er stadig forkert, lige så dobbelttydig som industri og dampmaskine.

Det ender hos os: hvordan bruger vi tingene, hvordan former tingene os ? Den konstatering er både løfterig og optimistisk, for teknologien, den er om noget vores værk: Vil man forme sit liv og sin historie, og det vil vi, så handler det også om teknologi. I dag smuldrer det sociale, miljøet, kulturen og demokratiet. Og det har også teknologiske årsager.

En anden vej kræver en anden teknologi, det er ikke nok kun at administrere den gamle på en ordentlig måde. Der findes ingen ordentlig måde at administrere atomkraftværker, motorveje og pesticider på, så taler vi om besluttet teknologi. Teknologi som i sig rummer mødet mellem bæredygtighedens fire elementer: miljøet, kulturen, det sociale og demokratiet. Kun derved kan teknologiudviklingen være med til at bære en løsning igennem, hvor alt det rigtige ikke hele tiden er op ad bakke.
Teknologien, den rimelige teknologi, indebærer et demokratiprojekt og et oplysningsprojekt.

Rimelig teknologi er videns- og organisationsrig
Teknologien skal være videns- og organisationsrig, men let på stof. Organisationsrig betyder, at biogasværket skal tale med de økologiske landmænd og det lokale rensningsanlæg om levering af gylle og slam, og de økologiske landmænd med biogasanlægget om tilbagelevering og udbringning af restproduktet, og det kræver, at en samfundsmæssig snak om slammets kvalitet er kommet på plads, hvilket indebærer beslutninger på kemikaliesiden, og hele lokalsamfundet skal inddrages, når nu de manøvrer ikke kan renteres rent økonomisk. Andre værdier skal lægges i den økonomiske vægtskål, og nogen skal holde økonomerne og managementfolkene væk fra møderne. Og landmanden skal tale med kystfiskerne, når fiskene er kommet tilbage, om levering af fosfat fra landet tang og skidt, og med lokalsamfundet, for det kan heller ikke renteres, set fra spekulantens og selskabstømmerens synspunkt. Og kraftvarmeværket skal levere overskudsvarme til produktion af grøntpiller, og biogasfolkene, vindmøllefolkene og kraftvarmefolkene skal tale sammen om en optimering og samordning af energi- og varmeforsyningen, og alle sammen skal de tale sammen om skole, sparekasse og lokal forpligtethed for pensionsopsparingerne. Og det samme gælder byerne. Også de store, og det forudsætter produktioner som er små og rimelige.

Vi står med de teknologiske pejlemærker for noget, som med rimelighed kan blive til folkestyre, men det lader sig ikke gøre i større målestok. Det lader sig kun gøre lokalt, men så skulle forudsætningen for nogle ordentlige og meningsfulde høstballer også være til stede, og vi kan lukke managementfolkene ind. De kan starte med at lære at danse med andre end sig selv.

Karakteristika for en rimelig teknologi

Hvordan ser den teknologi ud, den rimelige teknologi og dens teknik ? Den skal fx.:

kunne omgøres, dvs. være af en natur så den kan fjernes igen uden uoprettelige konsekvenser.

være lokal, dvs. være et svar på lokale forhold, og baseret på lokale råstoffer, klima og jordbund.

være integrerende, dvs. en teknologi hvis affald kan fungere som råstof for andre, eller en teknologi, som kan udnytte andres affald, skal uanset økonomisk rentabilitet foretrækkes.

være cirkulerende, dvs. bestå af materialer som kan genbruges eller recirkuleres.

være væsentlig, og til væsentlig hører ikke at man øger indtjeningen for den agrokemiske industris aktionærer.

være demokratisk, dvs. kalde på demokratisk organisering, og være af en størrelse og en grad af risiko, som kan forvaltes af demokratiske organer.

være harmoniske, dvs. teknologier og organisationer må ikke antage størrelser eller grad af kompleksitet, som ikke kan håndteres af mennesker, eller menneskers demokratiske organer.

være fortrængende, dvs. en teknologi er relativt rimelig, hvis den fortrænger en mindre rimelig teknologi.

Rimelig teknologi skaber meningsfuld kultur
Høsten kommer før høstfesten, både kronologisk og hvad inspiration angår. Den er en ritualisering af en virkelighed og et virke, og som sådan er det høsten, der skaber festen, ikke omvendt, - den sande fest. Selvfølgelig kan aftenskolen arrangere høstbal, uden at der har fundet en høst sted, og selvfølgelig kan maskinstationens chauffører holde høstbal, når de nu en sen nat kører stationens mejetærskere i garage, men der bliver nu ikke megen dans ud af den forsamling. Det i sig selv er selvfølgelig et fremragende argument for at vende tilbage til mænd med le og høstpiger med rive, men derudover en understregning af at afgrøden (produktet) og høsten (indsatsen) kommer før ballet (kulturen), og det gælder jo ligefuldt rejsegildet og stabelafløbningen, som er hvad vi har tilbage.

Eller de første jordbær, dengang de havde noget med årstid at gøre, - i sig selv en anledning, om man nu vil kalde det kultur. At spise vandede jordbær hele året har i hvert fald intet med kultur at gøre. Løsrevet fra indsats og anledning er kultur blevet underholdning, ja ofte noget som skal kompensere netop der, hvor folk er sat uden for indsats og anledning. Så kan de jo lave lidt kultur. Sådan anskuet giver det en rædselsfuld mening, at demokratisk valgte politikere insisterer på flere TV-kanaler som et væsentligt kulturpolitisk indsatsområde. Den øgede sendetid går til at udvide antallet af de mest stupide og voldsforherligende seriefilm. Den tid børn tilbringer foran TV er stigende, alle beklager det, og går til valg med paroler om flere kanaler. Børn er blevet en markedsstørrelse, en måde at sikre omsætning på. Med den form for kulturpolitik klarer vi os bedst uden.

En rimelig teknologi har ikke som sit mål at skabe forudsætninger for en meningsfuld kultur, men den vil gøre det. Der vil være noget at fejre, fordi man har været med, har gjort det godt og kan stå inde for det - måske var høstfesterne omkring Mariager Fjord lidt tamme, i 1997.

Naturen kan vi overudnytte, teknikken kan vi overdimensionere, men så mister vi også ballet.

Hesten og/eller traktoren

Forsøg har med uigendrivelig tydelighed vist, at hvis man undlader at klippe haledusken af køer, så kan koen selv vifte fluerne væk fra yveret. I betragtning af at ingen af de kloge har været indblandet i konstruktionen af den hale, så er det jo mageløst, hvad en sådan ko kan hitte ud af, og i forhold til diverse tekniske og kemiske fluemidler, så kan vi her tale om en rimelig teknologi, - og naturens egen. Moskusænder i kostalde er en anden fluebegrænsende rimelig teknologi, afhængig af landmandskunnen - vidensintensiv.

Det er gensplejsede insektgifte selvfølgelig også, men den viden ligger et andet sted og er hemmelig og patenteret.

Den rimelige teknologi er vidensintensiv, hvor der ageres, her på køer, fluer og ænder. Så selv om det givet er vanskeligere at forstå proteinsyntesens finurligheder, og hvad der ellers hører til en gensplejsers ballast, så ligger der mere viden i koens haledusk,

- det er blot koen, som ligger inde med den. Den viden, som er nødvendig fra vores side, handler om at spille sammen med levende organismer. Det er hesten mod traktoren, eller er det hesten og traktoren.

Er store og lille Claus i virkeligheden den samme Claus?

Ser vi på det økologiske landbrug, så får vi samme billede, men med radikalt øgede krav til bondens indsigt, viden og fornemmelse. Det er ikke simpelt at trække på naturens viden, og det kræver mere end viden at gøre det: fornemmelse, indsigt og respekt. I kemilandbruget, så kan vi godt se bort fra de tre sidste størrelser. I kemolandbruget kan man dyrke den samme afgrøde på den samme jord, år efter år. Det forarmer jorden og fremmer sygdom. Store arealer med de samme planter, år efter år, har det med plantesygdomme, som flygtningelejre med kolera. Det er rugekasser for pesten.

At overflødiggøre det gode landmandsskab, det gode håndværk, at frigøre os fra naturen, hvad enten det er jord, klima eller organismernes egne livskrav, der er kemolandbrugets ambition.

En ufattelig primitiv teknologi, som har reduceret landbrug fra at være en produktion af nødvendigheder til at være en måde, hvorpå den agrokemiske industri får forrentet sine investeringer.