Udgivet af Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis, som en del af Øko-net nr. 23.
-----
Denne udgave er en ren tekst-udgave - dvs. uden billeder.
Hvis du vil se den originale udgave, kan du downloade Kolding
Manifestet som HTML-filer pakket i en zip-fil.
-----
Kolding Manifestet - indledning
Klodens oplysning, udvikling og demokrati
-----
Kolding Manifestet udsendes som en del af Nyhedsbladet Øko-net nr. 23, februar 1998.
Det kan bestilles hos Øko-net, Svendborgvej 15, 5762 Vester Skerninge.
Tlf./fax: 62 24 43 24, e-mail: eco-net@eco-net.dk
Det findes også på Internet-adressen www.eco-net.dk og i en engelsk oversættelse på www.eco-net.dk/english
Tryk: Phønix-Trykkeriet as i Århus, der er miljøcertificeret og EMAS-godkendt.
Oplag 16.000 eksemplarer. ISSN 1395-4881.
D. 3.- 5. oktober 1997 var vi samlet godt hundrede mennesker på Kolding Højskole under overskriften:
Skal tumperne redde verden, når nu de kloge ikke vil ?
Det år, hvor Mariager Fjord afgik ved døden, hvor Limfjorden nøjedes med at dø 30%, hvor Danmarks CO2 udslip steg med 23%.
Samtidig proklamerede regeringen sit mål: en fordobling af godstransporten med bil på 10 år, en forbrugsudvidelse på 40%.
Med dette manifest vil vi formulere en kritik af og sætte nogle mål for en samfundsudvikling, som ethvert sansende og tænkende menneske kan være enig i er ønskelig og nødvendig - også selv om den kaldes umulig.
Der må altså, hvad indholdet angår, blive tale om selvfølgeligheder, og det er meningen.
Tilbage til selvfølgelighederne og den sunde fornuft.
Det er udfordringen!
Der er brug for et radikalt brud med vores måde at tænke fremskridt på, vores måde at vide på og vores hele måde at leve og organisere på. Tumperne må til, stille og roligt, for nu har de kloge gjort skade nok. For at komme fremad må vi tilbage til nogle indsigter, dyder og teknologier som er blevet opslugt i pengemalstrømmens kværn.
Det manifeste i dette manifest består ikke i voldsomme paroler, men i standpunkternes uomgængelighed og delvise generalitet. Diskussionen og midlerne henvises til en kommende snak, en snak som kun giver mening, hvis den finder sted blandt folk, som har eller vil magten til at styre - folkestyre. Det politiske spillerum må generobres. Det er på tide at genintroducere den politiske politiker. Hvad angår nødvendighederne, selvfølgelighederne og vilkårene for det gode og det onde samt respekten for den jævne fornuft, den folkelige styreform og ekspertvældets forbandelse er vi ubøjelige.
Manifestet har ikke været sat til afstemning, og det er følgelig heller ikke vedtaget. Det er heller ikke nogen enkeltpersons værk. Det er en situationsrapport - et snit gennem en mangfoldig samtale, der har været i gang længe, som langt fra er færdig. Manifestet er sammenskrevet af en arbejdsgruppe - ingen nævnt ingen glemt - og det blev offentliggjort på Netværkets seminar og årsmøde 'Økologi mellem humor og alvor' d. 23.- 25. januar 1998 på Snoghøj Folkehøjskole.
Tak til Den Grønne Fond og Græsrodsfonden for økonomisk støtte og tak til
Per Marquard Otzen fra Dagbladet Information for tegningerne.
Til støtte for den videre diskussion ligger der på Øko-net's hjemmeside på Internet-adressen www.eco-net.dk forslag til supplerende litteratur. Yderligere forslag modtages gerne.
Lars Myrthu-Nielsen
sekretariatsleder
Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis
Vi ser fire fundamentale problemfelter:
demokratiet,
det sociale,
miljøet og
kulturen,
og vi ser dem som hinandens afledning og forfaldet som gensidigt betinget. I øjeblikket behandles de hver for sig, med det resultat, at problemerne, antallet af magtesløse problemløsere og udgifterne i forbindelse med problemernes håndtering vokser. Drivkraften bag dette amokløb er økonomien, opsplitningen og professionaliseringen af samfundslivets mest intime hjørner.
Problemernes betingethed må vendes, så de bliver hinandens løsning. Den proces starter ikke et enkelt sted, men der er et enkelt sted, hvor det er til at få fat: teknologien. Vi vil en teknologiudvikling, som skåner miljø og ressourcer, som muliggør eller kalder på et meningsfuldt demokrati og som genforankrer kulturen i hverdagslivet. Som skaber plads og behov for alle. Overfor en sådan målsætning kommer al ekspertise til kort og udviklingen i vejen. Her rækker kun amatørisme og alle tiders mest tumpede styreform: folkestyret.
Tumper er ikke kloge nok til at redde verden, derfor risikerer de heller ikke at ødelægge den. De har ingen manifeste løsninger, derfor er det ret tumpet at udsende et manifest.
Det sker hermed.
Tumperne ved at der skal godt humør til at bære megen smerte. For det er jo ret smerteligt at menneskene nu er ved at blive så kloge, at de kunne undvære hovedet og ihvertfald ikke kan se udover deres egen næsetip.
Tumperne falder hele tiden over verden som den er, derfor glemmer de den heller aldrig. De bliver hele tiden mindet om andet end dem selv. De har ikke andet at gøre end at elske verden og naturen som den er.
Det kunne være redningen.
Det er ikke sådan at sige, men der er eksempler.
Til alle tider har tumper på alle niveauer udviklet, knoklet og fundet på. Ikke eksperter med laboratorier og pension. Men folk, som satsede deres udkomme for at løse problemerne for os andre og fremtiden. Problemer, skabt af andre, for at erhverve penge, magt og ære.
I hele den proces har det statslige liv svigtet totalt, og
måske tak for det, for nu står vi med et gratis tilbud:
teknologierne er der i vid udstrækning,
strategierne er der i endnu højere udstrækning,
organisationsformerne kender vi og har navn på,
målet er ganske klart,
- men staten er al al for stærk og folkestyret alt alt for
svagt.
Logos står for viden - så teknologi er mere end teknik. Viden hører med. Både vores og den naturen besidder. Og måden man kan organisere teknikken på. Og den måde teknikken organiserer os og vore tanker på. Teknologi omfatter både teknik, viden og organisation.
Et atomkraftværk er ikke egnet til demokratisk styring og inviterer ikke til demokratiske organisationsformer. Vindmøller derimod lader sig med fordel administrere demokratisk. Fælleseje omkring produktionen af energi, mælk, flæsk og vand har gennem en lang tumpet periode af Danmarks historie resulteret i høj kvalitet, stor indtjening, billige priser og et levende folkestyre. Det er nu en saga blot. Sat på aktier og udbudt til salg sammen med råderetten. Stedt til hvile af eksperter, fri konkurrence og grådighed i dyb samdrægtighed. Den saga vil vi lære af.
Beslutninger er bløde. De kan gøres om, og de er påvirkelige af deres egne konsekvenser. Med teknologi er det anderledes. Én gang etableret, kan en teknologi ikke gøres u-gjort. Vi vil aldrig kunne glemme, hvordan man laver et atomkraftværk, aldrig kunne glemme, at det kan lade sig gøre.
Også rent fysisk er der forskel. Teknik er hårdt. Når den er der, er den ikke sådan at fjerne, og jo større og dyrere des vanskeligere. Det benytter man sig af i stadig stigende omfang. Ved hjælp af store og især dyre teknologier eliminerer man i stadig stigende grad muligheden for at ændre, fortryde, lave om, og det vil i sidste ende sige at lære af erfaringerne, blive klogere. Det er tydeligvis meningen, når megateknologier presses igennem mod folks vilje.
Motorvejene vil vi ikke have, hvis vi bliver spurgt, og heller ikke de store indkøbscentre. Og begge dele bruger vi, når først de er der,
- selvfølgelig. Derfor skal de ting bygges, uanset alt, for teknik af den størrelse, den river man ikke ned. Selv ikke når nu problemerne begynder at melde sig. De store urimelige teknologier er blevet et effektivt våben i kampen mod folkestyret.
Al historie er teknologiens historie, teknologihistorie. Det var dybt religiøse farmere, som befolkede Amerikas sydstater med sorte slaver, det var dampmaskinen, som gjorde slaverne fri. Er dampmaskinen så en rimelig teknologi og landbrug nu forkert ? Så enkelt er det ikke. Slaver eller pesticider, det er lige galt, bomuldsproduktionen er stadig forkert, lige så dobbelttydig som industri og dampmaskine.
Det ender hos os: hvordan bruger vi tingene, hvordan former tingene os ? Den konstatering er både løfterig og optimistisk, for teknologien, den er om noget vores værk: Vil man forme sit liv og sin historie, og det vil vi, så handler det også om teknologi. I dag smuldrer det sociale, miljøet, kulturen og demokratiet. Og det har også teknologiske årsager.
En anden vej kræver en anden teknologi, det er ikke nok kun at administrere den gamle på en ordentlig måde. Der findes ingen ordentlig måde at administrere atomkraftværker, motorveje og pesticider på, så taler vi om besluttet teknologi. Teknologi som i sig rummer mødet mellem bæredygtighedens fire elementer: miljøet, kulturen, det sociale og demokratiet. Kun derved kan teknologiudviklingen være med til at bære en løsning igennem, hvor alt det rigtige ikke hele tiden er op ad bakke.
Teknologien, den rimelige teknologi, indebærer et demokratiprojekt og et oplysningsprojekt.
--------------------------------------
Box :
Hvordan ser den teknologi ud, den rimelige teknologi og dens teknik ? Den skal fx.:
--------------------------------------
Teknologien skal være videns- og organisationsrig, men let på stof. Organisationsrig betyder, at biogasværket skal tale med de økologiske landmænd og det lokale rensningsanlæg om levering af gylle og slam, og de økologiske landmænd med biogasanlægget om tilbagelevering og udbringning af restproduktet, og det kræver, at en samfundsmæssig snak om slammets kvalitet er kommet på plads, hvilket indebærer beslutninger på kemikaliesiden, og hele lokalsamfundet skal inddrages, når nu de manøvrer ikke kan renteres rent økonomisk. Andre værdier skal lægges i den økonomiske vægtskål, og nogen skal holde økonomerne og managementfolkene væk fra møderne. Og landmanden skal tale med kystfiskerne, når fiskene er kommet tilbage, om levering af fosfat fra landet tang og skidt, og med lokalsamfundet, for det kan heller ikke renteres, set fra spekulantens og selskabstømmerens synspunkt. Og kraftvarmeværket skal levere overskudsvarme til produktion af grøntpiller, og biogasfolkene, vindmøllefolkene og kraftvarmefolkene skal tale sammen om en optimering og samordning af energi- og varmeforsyningen, og alle sammen skal de tale sammen om skole, sparekasse og lokal forpligtethed for pensionsopsparingerne. Og det samme gælder byerne. Også de store, og det forudsætter produktioner som er små og rimelige.
Vi står med de teknologiske pejlemærker for noget, som med rimelighed kan blive til folkestyre, men det lader sig ikke gøre i større målestok. Det lader sig kun gøre lokalt, men så skulle forudsætningen for nogle ordentlige og meningsfulde høstballer også være til stede, og vi kan lukke managementfolkene ind. De kan starte med at lære at danse med andre end sig selv.
Høsten kommer før høstfesten, både kronologisk og hvad inspiration angår. Den er en ritualisering af en virkelighed og et virke, og som sådan er det høsten, der skaber festen, ikke omvendt, - den sande fest. Selvfølgelig kan aftenskolen arrangere høstbal, uden at der har fundet en høst sted, og selvfølgelig kan maskinstationens chauffører holde høstbal, når de nu en sen nat kører stationens mejetærskere i garage, men der bliver nu ikke megen dans ud af den forsamling. Det i sig selv er selvfølgelig et fremragende argument for at vende tilbage til mænd med le og høstpiger med rive, men derudover en understregning af at afgrøden (produktet) og høsten (indsatsen) kommer før ballet (kulturen), og det gælder jo ligefuldt rejsegildet og stabelafløbningen, som er hvad vi har tilbage.
Eller de første jordbær, dengang de havde noget med årstid at gøre, - i sig selv en anledning, om man nu vil kalde det kultur. At spise vandede jordbær hele året har i hvert fald intet med kultur at gøre. Løsrevet fra indsats og anledning er kultur blevet underholdning, ja ofte noget som skal kompensere netop der, hvor folk er sat uden for indsats og anledning. Så kan de jo lave lidt kultur. Sådan anskuet giver det en rædselsfuld mening, at demokratisk valgte politikere insisterer på flere TV-kanaler som et væsentligt kulturpolitisk indsatsområde. Den øgede sendetid går til at udvide antallet af de mest stupide og voldsforherligende seriefilm. Den tid børn tilbringer foran TV er stigende, alle beklager det, og går til valg med paroler om flere kanaler. Børn er blevet en markedsstørrelse, en måde at sikre omsætning på. Med den form for kulturpolitik klarer vi os bedst uden.
En rimelig teknologi har ikke som sit mål at skabe forudsætninger for en meningsfuld kultur, men den vil gøre det. Der vil være noget at fejre, fordi man har været med, har gjort det godt og kan stå inde for det - måske var høstfesterne omkring Mariager Fjord lidt tamme, i 1997.
Naturen kan vi overudnytte, teknikken kan vi overdimensionere, men så mister vi også ballet.
--------------------------------------
Box :
Forsøg har med uigendrivelig tydelighed vist, at hvis man undlader at klippe haledusken af køer, så kan koen selv vifte fluerne væk fra yveret. I betragtning af at ingen af de kloge har været indblandet i konstruktionen af den hale, så er det jo mageløst, hvad en sådan ko kan hitte ud af, og i forhold til diverse tekniske og kemiske fluemidler, så kan vi her tale om en rimelig teknologi, - og naturens egen. Moskusænder i kostalde er en anden fluebegrænsende rimelig teknologi, afhængig af landmandskunnen - vidensintensiv.
Det er gensplejsede insektgifte selvfølgelig også, men den viden ligger et andet sted og er hemmelig og patenteret.
Den rimelige teknologi er vidensintensiv, hvor der ageres, her på køer, fluer og ænder. Så selv om det givet er vanskeligere at forstå proteinsyntesens finurligheder, og hvad der ellers hører til en gensplejsers ballast, så ligger der mere viden i koens haledusk,
- det er blot koen, som ligger inde med den. Den viden, som er nødvendig fra vores side, handler om at spille sammen med levende organismer. Det er hesten mod traktoren, eller er det hesten og traktoren.
Er store og lille Claus i virkeligheden den samme Claus ?
(Billede : Store Claus og lille Claus)
Ser vi på det økologiske landbrug, så får vi samme billede, men med radikalt øgede krav til bondens indsigt, viden og fornemmelse. Det er ikke simpelt at trække på naturens viden, og det kræver mere end viden at gøre det: fornemmelse, indsigt og respekt. I kemilandbruget, så kan vi godt se bort fra de tre sidste størrelser. I kemolandbruget kan man dyrke den samme afgrøde på den samme jord, år efter år. Det forarmer jorden og fremmer sygdom. Store arealer med de samme planter, år efter år, har det med plantesygdomme, som flygtningelejre med kolera. Det er rugekasser for pesten.
At overflødiggøre det gode landmandsskab, det gode håndværk, at frigøre os fra naturen, hvad enten det er jord, klima eller organismernes egne livskrav, der er kemolandbrugets ambition.
En ufattelig primitiv teknologi, som har reduceret landbrug fra at være en produktion af nødvendigheder til at være en måde, hvorpå den agrokemiske industri får forrentet sine investeringer.
--------------------------------------
I mange af livets forhold opvejer vi fordele mod ulemper. Smerten ved at få plomberet en tand mod konsekvenserne ved at lade være, - det er der en slags økonomi og mening i. Når vi kommer til den økonomiske teori, så forsvinder meningen. Den baserer sig på at det er pengenes natur at gøre det usammenlignelige sammenligneligt, at adskille den som høster fordelene fra dem der må bære ulemperne, adskille handlingen og handlingens konsekvens. Det fører de løjerligste meningsløsheder med sig, og det er blodig alvor. Inden for den højeste økonomiske videnskab opererer man med begrebet 'optimal forurening'. Det er der, hvor fordelene ved den forurenende produktion går lige op med ulemperne i forbindelse med forureningen. Det giver selvfølgelig ikke mening, og for at give det mening må man indføre en tredje størrelse: 'Samfundet', et subjekt for hvem plus og minus kan gå lige op, næsten som med tandpinen, og det har absolut ikke noget med samfund i betydningen 'at finde sammen' at gøre. Tvært imod. Fordelene høstes af andre end dem der bærer ulemperne!
Forudsætningen for denne manøvre er en fælles
målestok. Noget som kan sammenligne fordele og ulemper: Penge.
Miljø-økonomi hedder det, og det sætter pris
på lærkesang, på sygdom, på tab af
landbrugsjord og på død. Altså 'pris' og ikke
'pris på'. Tabet ved sygdom og død opgøres som
udgifterne ved behandling (her er død billigst) eller tab ved
mistede arbejdsdage. Det betyder, at jo lavere løn og jo
ringere uddannelse, jo mindre tab. Det er simpelt nok, og den
videnskabelige baggrund for udsagnet:
"Afrika er underforurenet".
Værre er det med mere ikke-omsættelige størrelser, lærkesang, kultur, etik. Men også det klarer økonomerne, men tankegangen er syg. Den baserer sig på den påstand, at de ting er mest værd, som flest vil betale mest for. Mols Bjerge fx er meget værd, det er undersøgt, mens Amager Fælled intet er værd, det er også undersøgt. Det er fordi, at den tyske turist, på tur i Mols Bjerge, på spørgsmålet "hvad ville du betale for at gå her i Mols Bjerge, hvis der var entré", svarer: "et vist antal kroner", mens københavnerne spørger, om økonomen med skemaet er tosset: "Ikke en krone, Fælleden er sgu da vores". Så meget for teknikken i den sag. Indholdet er værre. Tingene får jo ikke deres værdi gennem den pris, vi vil betale, men gennem hvad de gør ved og for os. Mols Bjerge og folkebiblioteker er mest værd for den uregerlige knægt, som er villig til at betale en tier for at blive fri for at komme der, og den påstand forudsætter et ganske andet værdibegreb end økonomens. Forudsat at vi overhovedet har et værdibegreb. Et værdibegreb, hvor man er tumpet nok til at turde sige, at dette er godt og hint skidt. Tør sige, at den knægt altså vil have godt af at gå en tur i Mols Bjerge eller aflægge et folkebibliotek et besøg.
Den slags er ren Klods Hans og langt hinsides markedets fatteevne. Alligevel, eller netop derfor, er det den slags domme, som skal ligge til grund, før vi kan tillade nogen som helst form for økonomitænkning at udfolde sig.
Stordriftsfordel kalder man det, når antallet af danske landbrug falder, for tiden med 11 om dagen. Fordel for hvem ?
Spørgsmålet er vigtigt. Når tingene går galt, er det faktisk fordi der er nogle der har fordel af det. De store(be)drifter givetvis. Det er politisk besluttet, at antallet af danske landbrug skal ned på omkring 10.000 - af hensyn til stordriftsfordelen. Den udvikling har mange sideeffekter. Bl.a. betyder den overførsel af mennesker fra landbrugserhvervet, den gruppe, som har den laveste dødelighed i landet, til gruppen af ufaglærte, som er den gruppe, der har den højeste!
En overførsel siden krigen af mindst 200.000 mennesker fra
gruppen med den laveste dødelighed til gruppen med den
højeste! Har den økonomiske vismand, som i denne sag
står for recitationen af stordriftens evangelium, mon i sin
vismandsdom regnet det med til stordriftens fordele ? Eller
stordriftens belastning af vores grundvand, eller
kemobøndernes faldende sædkvalitet, eller det
medicinerede foder og de resistente bakterier i stordriftens
svinehold ?
Det har han ikke.
Har så den minister, som gav vismanden titlen og opgaven, regnet det med, - det kunne jo med nogen rimelighed betragtes som et politisk anliggende, når det nu åbenbart ikke er et økonomisk. Heller ikke. Hans opgave er via de økonomiske kræfter, at sætte de politiske ud af kraft. Stordrift og ensidighed er resultatet.
Inden for Danmarks Radio vil managementmanden i toppen nu sammenlægge alle redaktioner, radio og TV, til én. "Der er en stordriftsfordel ved kun at sende én journalist", siger managementmanden på vegne af et fag som engang anså flersidighed for en dyd.
Også økonomien er forurenet. Med renten som både pesticid og kunstgødning presses økonomi og mennesker. At finde hen til det største afkast og den mest brutale produktion, det klarer pengene helt selv. Derfor høvler tusinder af milliarder penge kloden rundt hver dag, på jagt efter mer. Efter flere penge. Kæmpekoncerner bryder internationale love, får lov, bevidst og rimeligt nok, da indgreb ville medføre massearbejdsløshed, social uro, borgerkrig og nationale kollaps. Nationalt bakser banker rundt med administration og politik. Vi kan ikke gennemskue, hvad der foregår. Pengene er blevet for store, for komplicerede, selv opkrævning af bilafgifter er for vanskelig. Resultatet er evindelige sager, hvor embedsmænd politiserer, politikere reduceres til embedsmænd, folketinget optræder som dommer, og jurister får forbud mod at drage juridiske konklusioner. Folkestyre og forvaltningsskik segner under kompleksiteten.
At finde hen til den størte nytte og ansvarlighed det kræver derimod skønsomhed og beslutninger - og organer, som kan beslutte, demokratiske organer. Det kræver et fællesskab at kunne sige: Vi ønsker vores pensions- og sparepenge her i denne virksomhed med det mindre afkast, for så kan vi også beholde vores skole. Vi ønsker vores pensions- og sparepenge i dette landbrug, for så undgår vi pesticider i vores grundvand. Sådanne fællesskaber skal etableres i form af andelskasser, lokale sparekasser, lokale kontrakter vedrørende pensionsmidler og grundvand. Det tumpede er, at sådan er der allerede folk der arbejder, og der var mange, for ikke så frygteligt længe siden. Vi står overfor et konstruktivt tilbagetog. Det er ikke et spørgsmål, om det kan lade sig gøre. Det er et spørgsmål om at gøre - og så forhindre de, som vil den modsatte udvikling, i at gøre deres. Økonomien skal strukturelt beskæres. Vi skal tilbage til små lokale penge med ansvarlighed og engagement, og af en størrelse, hvor plat og underslæb er til at håndtere - som kan gå rabundus uden at trække hele ø-riger med sig.
Alt vokser. Planter vokser, dyr vokser og mennesker vokser, - og
økonomi vokser. Det har forledt nogle til at tro, at plantens
vækst og økonomiens er beslægtede fænomener.
Det er de ikke, de er absolutte modsætninger. For levende
organismer gælder, at når de er voksne, så holder
de op med at vokse. De vokser til et mål er nået, evnen
til at sætte nyt liv i verden. Derefter er vækst, ofte
på den gale led, af det onde. For økonomien, sådan
som vi har indrettet den, er vækst en tvang, og
økonomiens vækst en funktion af økonomien selv,
selvrefererende, lige ind i sammenbruddet.
Den organiske vækst relaterer sig til sin omverden.
Regnskoven rummer ingen vækst, selv om alt i regnskoven vokser frodigere og vildere end noget andet, vi kender. Gennem en historisk udvikling er væksten gradvist blevet minimeret og erstattet med et system af specialister, en mangfoldighed af funktioner, i en dynamisk balance. At det system er uhyre effektivt burde måske interessere økonomer.
I konkurrence-sport konkurrerer man, rimeligt nok. Udkommet af konkurrencen er en vinder, som vi med sikker logik kalder den bedste. Det giver en simpel mening, og det har forstyrret hovederne på de økonomiske teoretikere. De tror, at det samme gælder for det økonomiske liv. Tror, at den økonomiske konkurrence medfører, at det bedste hele tiden vinder. Det er ikke tilfældet - så langt fra endda.
Når plovskæret i gammel tid blev udviklet til perfektion, så skyldes det ikke konkurrence mellem pløjemændene, men det daglige arbejde med plov og jord. Erfaringsbaseret viden, opstået gennem en dialog mellem værktøj, menneske og genstand, fører til stadig optimering.
Med pengeøkonomien sker der noget nyt. Et skifte fra optimering, til maximering. Konkurrencen forringer, og med konkurrencens installation som religion er den blevet forringelsernes legitimering. Årtier før kultur blev til underholdning, TV reklamebåret og børn et mål for markedsføring vidste man, at konkurrence på medieområdet ville føre til lavere og lavere kvalitet, - hvilket selvfølgelig forudsætter at man har et andet kvalitetsbegreb end mængde, hvad man havde. Man havde nogle værdier at basere den dom på. Det har økonomien, og moderne politikere ikke.
Nu vil man tage et år mere af børnenes barndom. Af hensyn til den internationale konkurrence. Grundvand, mad og sædkvalitet gøres ringere og ringere - af hensyn til konkurrencen, og der investeres kolossale summer i at få såvel nødvendigt som overflødigt arbejde udført af færre og færre. Flere og flere må på overførselsindkomst - af hensyn til konkurrencen, og det er af hensyn til konkurrencen, at vi fortsat hælder antibiotika i raske smågrise.
Selve begrebet konkurrence har skiftet karakter. Fra at være noget som gjorde ting bedre, mere effektivt, billigere, er konkurrencen idag argumentet for alle alvorlige forringelser af liv, omgivelser og fremtid.
At de store teknologier udkonkurrerer de små er ikke udtryk for, at de store er bedre. Så langt fra. Det ligger i selve konkurrencens natur. Den favoriserer den, der er mest brutal, mest enøjet, den som i størst omfang er i stand til at sende regningen videre til næste generation. At finde de bedste løsninger kræver helt andre metoder. Det kræver dialog. Dialog mellem de, der udfører en given handling, og de, som handlingen har konsekvenser for: mennesker, nulevende og ufødte, og naturen. En papkyllingeproducerende salmonellafarm er ikke bedre i nogen som helst forstand. Og en ensidig pesticidplantage med æbler er ikke bedre i nogen som helst forstand. Bedre, det er de æbleplantager, hvor hønsene har overtaget bekæmpelsen af ukrudt og insekter samt leverancen af gødning. Her er dialogen mellem høns, træer og producent etableret, - det kræver landmandsviden.
--------------------------------------
Box :
Rundt om i ambassader og kejserpaladser står danske møbler, som med rette regnes for de ypperste i verden. De møbler er lavet, ikke til kejsere og ambassadører, men ud fra en tumpet demokratisk drøm om kvalitet, formidlet gennem noget så tumpet som brugsforeningerne. Kvalitet til folk. Til folket. Af folk, som ikke tog imod ordre fra noget marked, og som ikke gik på kompromis med materialer, æstetik eller håndværk. Folk, som tiltog sig den højrøvede position at vide bedre om det, de kendte til, hvilket er forudsætningen for ethvert demokrati. Nogle mener, at det er demokrati - også nogle politikere. Det er det ikke, det er business og medløberi, og det er noget andet. Demokrati forudsætter, at alle gør sit bedste og ikke går på kompromis. Det gælder også trafikministre - og politikere (for hvem det faktisk er indfældet i grundloven).
Kun derved opnås den kvalitet, som sikrer vores sans for kvaliteten, og det kunne jo gælde også vores forhold til naturen.
I 'Nattergalen' foretrækker kejseren den kunstige nattergal. Først på dødslejet hvor den naturlige nattergal synger ham tilbage til livet, indser han sin fejltagelse. Den naturlige nattergal ér bedre. Naturen er bedre. Naturen er faktisk god, og det har sine meget simple grunde. Den er lavet sådan. Enhver organisme er fremstillet af naturen, i naturen og til naturen, men frem for alt til hinanden. Det er ikke alene godhed, det er ren kærlighed af en art, som ikke lader sig hænge op på noget kors.
Sådan set kan det ikke gøres bedre.
(Billede : Kejseren med den kunstige nattergal)
--------------------------------------
Vi kræver et nyt forhold til konkurrence. Konkurrencen skal, hvor den ødelægger, erstattes af samfundsmæssige kontrakter. Sådanne må udmøntes på mange niveauer, og det forudsætter organer, som kan indgå i sådanne. Det kræver snak, snak om hvordan vi ønsker at indrette os, sådan som man har besluttet, hver gang, det gik fremad i Danmark.
Det er konkurrencen, der har lukket 100.000 landbrug siden krigen, og som fortsat lukker 11 om dagen. Vinderne kender vi, de nye herremænd. I Thy er en gårdslagter oppe på 49 ejendomme. Og de bruger pesticider. Alle bruger pesticider, undtagen de økologiske tumper. For uden pesticider kan de ikke forrente deres ejendom, siger de, som om de tror, at de selv ejer jorden og grundvandet med. Men hvis de ikke kan forrente deres 'ejendom' uden pesticider, så er det vel fordi, de har købt den (dem) for dyrt, og så er tiden vel inde til at lave en aftale: Når de engang skal sælge deres ,'ejendomme', så sælger de dem så billigt, at efterfølgeren kan forrente dem uden pesticider. Aftaler simpelthen med ejendomsmægleren, at han selvfølgelig skal sælge den jord med tilhørende regn- og grundvand, så billigt som muligt, og i hvert fald 15 % billigere end markedsprisen - nok til at droppe pesticiderne. Af lidt større samfundsmæssige kontrakter kunne vi snakke andelsbrug, jordrente, fælleseje. En ny udstykningsbevægelse, det har altid været en succes, og høj fødevarekvalitet.
Demokratiet bygger på den tumpede ide, at almindelige mennesker kan styre sig selv og samfundet. Det kan vi ikke mere. Vi vokser ikke længere med opgaverne, hverken som demokrati, politik eller mennesker. Tvært imod. Vi bliver mindre, både relativt og absolut. Det forhold har et teknologisk element. Kemiske forbindelser produceres 100 gange hurtigere end konsekvenserne kan vurderes, og det misforhold vokser eksponentielt. Konsekvenserne af de teknologier, vi selv skaber, vokser hurtigere end vores viden kan følge med.Vi bliver mindre, relativt.
Vi bliver det også absolut, og det har demokratiske konsekvenser. De rigtig kloge er nemlig kloge nok til at holde sig langt fra den politik, som alligevel er blevet alt for lille i forhold til den teknologiudvikling, som den selv pacer frem. De sender i stedet sprællemændene og holder sig alene til produktion og penge. Sprællemændene skal så sørge for vilkår, og det vil på en række områder sige 'gøre ingenting'. Sørge for at demokratiet demonteres så meget, at penge og teknologi får frit løb, og så lidt, at ikke alt for mange opdager det alt for hurtigt.
I bunden af dansk landbrug er der mennesker, som bruger deres egne penge på at udvikle produktioner, som ikke forurener andre menneskers og kommende generationers grundvand. Tumper, som risikerer både udkomme og bolig for at finde nye bæredygtige produktionsformer. I toppen af dansk landbrug sidder der mennesker, som i fuldt alvor kræver erstatning, hvis ikke de må forurene vores grundvand. Det hedder beskyttelsespenge, og er en mafiøs opfindelse. Man afkræver købmanden penge for ikke at smadre hans forretning. Der er dansk landbrugs top, og det på et tidspunkt, hvor stort set enhver større virksomhed taler om ansvar og etik. Selv Shell lægger ud med en menneskeretspolitik og en politik på miljøområdet. Tvunget dertil, ikke politisk, men af den politiske forbruger. Tilbage står dansk landbrugs top som snart den eneste koncernledelse, der insisterer på ansvarsfrihed. Det lader sig selvfølgelig kun gøre, hvor der ingen moral er tilbage.
I bunden af dansk politik knokles der. Danskerne er demokrater, og de stiller op med en tumpet forestilling om, at i et folkestyre er det folket, der styrer. Valgt bliver dem vi vælger, og ved dem næres fortsat håbet om den demokratiske mulighed.
I toppen af dansk politik arbejdes der målrettet på at tømme folkestyret for indhold. Folkestyre kaldes statsstyre, og det er ikke venligt ment, mens markedet kaldes demokrati. Den top når kun de, der vælger magten fra, hvilket ofte vil sige, ikke gøre noget som helst for at sikre økonomiens dominans. Bliver sprællemænd. Det lader sig selvfølgelig kun gøre, hvor der ingen politik er tilbage. Skylden lægger man fra sig. Det er forbrugerens, siger man og gør det samtidigt vanskeligt for det, der i øjeblikket ligner den eneste redning: den politiske forbruger.
Og mens den politiske top afmonterer det politiske demokrati, så arbejder selv de mest hårdkogte private virksomheder med demokratiske målsætninger. Demokratiske ledelsesformer, til en vis grænse, og demokratiske målsætninger i forhold til markeder og menneskerettigheder, til en vis grænse. Tvunget dertil af den politiske forbruger.
Den politiske opprioritering af markedet på politikkens og folkestyrets bekostning har frisat kræfter, som nu fører teknologi og økonomi ud i det rene amokløb. Teknik og strukturer vokser i størrelse og kompleksitet hinsides vores kontrol. I vores klogskab har vi konstrueret en verden, som vi ikke er kloge nok til at forvalte, og derfor lader vi være.
--------------------------------------
Box :
Hvordan vurdere, for vurderes skal der. Teknologier skal vurderes, og frem for alt skal produktionen af ikke-viden vurderes. Kan man det, vurdere det man ikke ved ?
Et mejeri og et A-kraftværk, fx. Kan vi vurdere karakteren af det, vi ikke ved om de to ? Ja, men så enkelt behøver det ikke at være. Vi må opstille kriterier, nye kriterier for vurdering af viden og ikke-viden. Alene projektet med at vurdere de 130.000 registrerede kemiske forbindelser, som vi har fremstillet, er umuligt. Der kommer nye stoffer til, hurtigere end de gamle kan vurderes, og hvad stofferne måtte udrette når de blandes, i naturen eller i vores krop, det har man ganske enkelt besluttet ikke at tænke på. Forståeligt nok. Projektet er umuligt. Ingen videnskab rækker. Der må andre kriterier til:
--------------------------------------
--------------------------------------
Box :
En stor pædagog sagde engang, at noget mangler på Frihedsmuseet: Den ukendte elevs papirskugle!
Vugger, fritter og skole - professionelle har stigende indflydelse på børns uddannelse og dannelse, og en doktor er blevet doktor på at bevise, sådan helt videnskabeligt, at børn har godt af at bygge huler og klatre i træer. Så ved de det, børnene!
10-16 årige ser mest TV. Reklameblokkenes sprog er blevet børnenes sprog. Fordrejede, idoliserede og karikerede udgaver af noget, der ligner menneskers hverdag, fremstilles som forbilleder. Klædt humor glider det ned. Vi er et jovialt folk, som hygger os i den bedste sendetid. Den bedste sendetid ender med at udgøre den væsentligste del af børnenes liv!
Skolen skal opdrage til demokrati, det står skrevet. Det
rejser et dilemma. At skulle udvikle barnet til erhvervslivet, og
opdrage det til selve livet, det er ikke det samme, det er
modsætninger. Livet og så det erhvervsliv, som gennem
medierne former hverdagen og værdierne hos både skole og
barn, det erhvervsliv, der i stigende grad bruger børn som
middel til øget afsætning
- hvilket samfundet har belønnet med vores eneste skattefri
erhvervsaktivitet: reklamen.
Og det sætter sig. I sproget, i omgangen og i
sjælene.
Resultatet er mangel på selvværd og identitet,
rodløshed, værditomhed og jagen efter et indhold, livet
er til salg, idoldyrkelsen, det uopnåelige, fremfor
idealdyrkelsen. Eksemplets magt skaber unge, der er konstant usikre -
ser jeg mon rigtig ud, lugter jeg ? Det giver omsætning. Jo
mere effektiv manipulation, des svagere værdigrundlag, desto
lettere har børnene ved at opføre sig egoistisk og
opportunistisk. Ingen reflektion over den enkelte handling, kun
reaktionen på den konkrete situation. Dannelse af
kammeratskaber og fællesskaber bliver sværere, og
konstant truet. Delte meninger om musik eller idol kan splitte en hel
gruppe i vild reaktion. Og reaktion fører ikke til indsigt,
det gør kun aktion.
Børns verden splittes med fortsæt op i adskilte
virkeligheder, hvoraf den virkelige ofte spiller en spinkel rolle.
Konstant bevæger børn sig rundt i institutionelle
verdener, mandsopdækket af mennesker der får penge for at
passe, passe på, undervise og opdrage. Men børn har brug
for inddragelse.
Inddragelse i forpligtende fællesskaber med værdier, der
ligger langt fra Lykkehjulets. Erfaringsbaseret indlæring
oplevet gennem succes, børn kan selv, hvis de får lov.
Vi skal komme børnene og deres familier til hjælp. Ikke til at komme hjem til støvsugeren - men til børnene. Det drejer sig om tid til børnene. De snakker om det, det med tiden, og børnene, og skærer ned på orlov og sætter tempoet op, men de er overhovedet ikke klædt på til at gøre noget ved det. Faktisk har de slet ikke noget på. De sku' ha' en papirskugle lige i nakken, sku' de!
(Billede : Kejserens nye klæder)
--------------------------------------
--------------------------------------
Box :
Den slags går ud over humoren og humøret:
Ingen skole-revy ville slippe levende fra at digte de historier.
--------------------------------------
--------------------------------------
Box :
I tilfælde af uheld skal de forholde dem roligt. Vort personale er uddannet til at klare enhver situation. De relevante myndigheder er underrettet, og hjælpen er på vej". Det er Catlinks obligatoriske 'sikkerheds-video', hvor en blød mandestemme beroliger passagerene med billedet af det kontrollerede uheld. En undersøgelse blandt en række færgerederier viste, at 60% af personalet ikke var i stand til at tage en redningsvest rigtigt på, - klare enhver situation!
Vor tekniske potens vokser hurtigere end vores indsigt i konsekvenser og risici. Det har produceret en ny form for risiko, som man kan kalde den 'moderne risiko'. Om den ved vi ikke så meget, det er en af pointerne.
Når en vindmølle taber en vinge og rammer vindmølleren i hovedet, så kan den lokale avis dagen efter meddele, at Møller er død, og alle vil vide hvorfor. Det er klassisk risiko. Men når EU beslutter at sætte grænseværdier for radioaktive stoffer, så radioaktivt stål kan fortyndes op i ikke radioaktivt stål til fremstilling af blikkrus til børnehavebørn, så aner vi ikke, hvad der sker, og hvem der bliver ramt. Hvad der ikke er navn på, har ingen ondt af, bortset fra den ramte, som aldrig vil vide hvorfor.
Videnskaben kan sige alt om de ønskede egenskaber ved de mange nye stoffer, - det står så at sige at læse i reklamerne. Den kan også sige noget om de uønskede egenskaber for nogle få stoffers vedkommende, men den kan ikke sige noget om det, vi ikke ved om de nye stoffer. For hvert nyt stof produceres ny ikke-viden. Ikke bare vedrørende stoffet og os, men også vedrørende stoffets samarbejde med utallige andre stoffer mod os. Mængden af ikke-viden er voksende. Vi bliver dummere i kraft af den store forskningsindsats. Det er en del af den moderne risiko.
Vi taler om 'kræftens gåde', ofte som argument for ny avanceret forskning, genteknologi fx. Samme genteknologi fremstiller planter, som kan tåle plantegift, hvoraf i hvert fald én (forbudt i USA, men ikke i Danmark) er kræftfremkaldende! Kræftens største gåde er, at vi vedholdende og politisk besluttet fortsætter med at sprede kræftfremkaldende stoffer i miljøet.
Sukkersyge behandler vi med insulin fra gensplejset gær. Det er et fremskridt, men samtidig vokser sukkersygen sammen med en række sygdomme overalt, hvor industrialisme og moderne levevis trænger frem. Denne menneskeskabte vækst i en række sygdomme er større end den medicinske forskning nogensinde vil kunne hamle op med, - det kunne kaldes for et moderne sygdomsbillede.
Specielt da vi ikke forsker i vækstens årsag.
(Billede : Mutter og fatter)
Hellere ondt i ryggen af at hakke roer end pesticider tænkte
fatter, da han byttede sine agrokemiske aktier for et gammelt rustent
hakkejern, - og for det fik han kys og ikke klaps, sådan som
bankrådgiveren havde væddet.
Og jernet blev blankt af brug.
Etableringen af en rimelig teknologiudvikling vil indebære et tilbagetog mod den klassiske risiko, og det på flere måder. Med teknologier, der respekterer miljøet, som er demokratiske, som involverer brugerne og knytter det lokale sammen, vil der kunne ageres langt mere snusfornuftigt og frem for alt ansvarligt. Selv sygdom har et demokratisk aspekt med teknologiske konsekvenser. Det er ikke alene tragisk, at vi gennem den besluttede trafikpolitik påfører specielt byernes børn en voldsom kræftrisiko, det er også udemokratisk. En demokratisk sygdomsforståelse ville af sig selv pege på, at de skønnede, men anonyme 500 årlige dødsfald på grund af bilernes udstødning er mere interessante end en håndfuld nok så navngivne hjertetransplantationer. Det kunne føre til andre teknologier, andre måder at organisere, fx trafik, på.
Opgaven er en i alle henseender mere økologisk produktion, hvor vi kan trille verden rundt fra den moderne risiko til at indeholde mere klassisk risiko. Hvis det skal realiseres, kræver det folk, der både har en erfaringsbaseret og en teoretisk viden. Det kræver respekt for den sunde fornuft.
--------------------------------------
På to afgørende felter er vi på konfrontationskurs med kloden:
Den rige verden bombarderer den fattige med æter-båren propaganda for den rige livsstil. De fattige kender billederne af bil, video og højt energiforbrug, - og sådan vil de også leve. Den proces er sat igang, og de billeder står ikke til at fjerne.
At komme videre derfra forudsætter et oplysningsprojekt, et udviklingsprojekt og et demokratiprojekt af gigantisk omfang. Størst er måske oplysningsprojektet. Det indebærer, at de mennesker skal forstå, at alt, hvad de gennem fjernsynet modtager fra den rige verden er løgn. Udviklingsprojektet indebærer en konsekvent satsning på rimelige teknologier inden for landbrug og inden for den industri, som er helt nødvendig for at skaffe den produktion, der skal sikre den materielle tryghed. Lykke er, at vi kun kender tre effektive midler til at nedbringe befolkningsvæksten: materiel tryghed, skolegang og kvindefrigørelse. Demokratiprojektet er lige så snævert knyttet til trygheden, det er forudsætningen for godernes rimelige fordeling og ressourcernes bæredygtige forvaltning.
Væksten i den rige verden er alene betinget af grådighed, men nødvendiggjort af strukturel nødvendighed. Det gør nøjsomhed til en uansvarlig handling. Vi har valgt en økonomi, som bryder sammen, hvis den ikke vokser. Det valg må gøres om. Forbruget skal ned, MacDonaldiseringen stoppes, kvalitet og mening udfylde tomrummet af fut-mad og fut-kultur. Det kræver teknologier og organisationsformer, som vi kan finde rundt i, og hvor konsekvenserne af vores handlinger er synlige.
Etableringen af sande og nødvendige fremskridt vil være en kombination af to bevægelser - fremad og tilbage.
Når det gælder den samfundsmæssige ledelse af det samfund, som kalder sig et forbrugersamfund, er den såkaldte 'politiske forbruger' en central figur. Så central at nogle, fortrinsvis politikere, forveksler forbrug med folkestyre og derfor nægter at styre. Det er så et folkestyre, hvor penge er magt, mange penge er meget magt, og overforbrug er overmagt. Det systems fortalere taler om pengeseddelen som den vigtigste stemmeseddel.
Skal den demokratiske tanke gentænkes, så den ikke alene kan forholde sig til mennesket som ubegrænset frit og al tings mål, men også til naturen og det nødvendige, så kræver det, at vi forholder os ikke kun til det idémæssige, men til rammebetingelserne, og de er af naturmæssig, økonomisk og teknologisk art. Den bredde kræver sans for det specifikke, for det kvalitative og for forskelle.
Man kan ikke styre en hest på samme måde som en traktor, man kan ikke styre naturen som var den mekanik, og man kan ikke styre et teater på samme måde som et skibsværft. Der må skønsomhed til, og den har kun de med fingrene i salaten.
I et land hvor udtrykket "at stemme efter hoveder, ikke efter
høveder" indtil for nylig var folkeskoleviden, burde det
være muligt at sætte en anden dagsorden. En dagsorden,
hvor demokrati er folkestyre, og som noget nyt, en udvikling hvor
fornuft ikke altid er henvist til modvind, og op ad bakke. En
udvikling, hvor tingene i langt højere grad går den
rigtige vej af sig selv, og hvor man ikke er henvist til at gå
rundt i permanent overanstrengthed som bevidst politisk forbruger.
Hvor vi kan tillade os bare at købe ind, når vi
køber ind. Hvor valget mellem mælk og mælk er et
valg på pris og smag, og ikke et valg som involverer grundvand,
sædkvalitet, havmiljø, ozonhul og fremtidige
generationers klima og havniveau - på den anden side af jorden.
Hvor man ind imellem kan tillade sig at være ligeglad, uden at
sætte verden på højkant, og hvor man som et
minimum skal yde en speciel og bevidst indsats, hvis man mener at
pesticidindholdet i grundvandet er for lavt.
Så skal man bede om pesticidmælk, P-mælk.
Aktivt. Og betale for det. Ekstra.
Hvis vi da ikke har valgt at udelukke den mulighed helt. Besluttet at
styre på almindelig folkelig vis - folkestyre.
Tumper er ikke asketiske hvad magt angår, - men de afskyr den. Kun den politiske politiker kan gen-politisere politikken. Hu-hej, råbte Klods-Hans, og smask der sad det dejligste pludder lige i fjæsene på generaldirektørerne, managementfolkene og konsulenterne - og statsmandsministeren med.
(Billede : Klods Hans - med Tumpernes Manifest)